Forældre der ikke holder aftaler med skolen og deres egne børn.

Svært for børn og den danske folkeskole.

I dag sad jeg med en rigtig teenager dreng - Ole (Dette er ikke det rigtige navn, men jeg kalder ham Ole). En dreng der ikke længere er så glad for livet som han har været. Siden vi startede efter vinterferien har jeg holdt øje med Ole, jeg jeg ikke synes han så særlig glad ud. Han så nærmest ud, som om han intet liv havde. Intet udtryk i ansigtet, intet smil, intet af noget. Og Ole plejer at være en rigtig "driftig" teenager dreng. Lærerne var begyndt at klage over ham, han havde ikke orden i tingene, havde ikke bøger med, eller de forkerte bøger.
Det var lærerne naturligvis ikke begejstrede for. De skældte ham ud, sendte ham uden for døren eller smed ham på kontoret. Som lærer bør man måske lige gøre op med sig selv om, hvorfor børnene overhovedet går i skole. Har de glemt en bog eller glemt at lave lektier, skal man så smide dem uden for døren? I min termonologi så lærer de altså ikke meget når de er uden for døren.
Men tilbage til Ole. Lige før vinterferien havde der været et stort dialogmøde med og om Ole og hvor skolen og psykolog og forældre var med. Forældrene lovede at hjælpe Ole med at få de rigtige bøger med og få lavet lektier. Måske lover forældre en masse, og de mener det ganske vist også når de lover det, men de magter det blot ikke. Og Ole kan godt se det hele er noget møj, men han magter det heller ikke. For der er ikke nogen hjemme hos ham der kan hjælpe ham og "træne" ham i at gøre tingene. Derfor er Ole ikke så glad, og han synes heller ikke han har nogen venner.
Som teenager bliver man i denne situation naturligvis ked af det. Det er en meget følsom alder. Stakkels Ole!
Giv din mening til kende, måske kan du berige verden med et input!